Traditioner og historier | MyWay Begravelser
Få hjælp til din sidste vilje

Traditioner og historier

Få indblik i traditioner og historier om begravelser.

Del dine historier

Vil du dele dine historier om begravelser og traditioner, så skriv til MyWay Begravelser.

I gamle dage var en begravelse en lige så stor begivenhed som et bryllup, måske ligefrem vigtigere. Det blev kaldt et gilde, og der var komsammen med masser af mad og snaps.

Senere i historien blev der lagt en dæmper på festlighederne, og den stille sorg, som også kendes fra i dag, tog over. Vi samledes for at sige farvel og mindes, eller gør det alene.

Planlagt og forudsigeligt

I gamle dage var alt omkring begravelsen planlagte, forudsigelige begivenheder.

Der var spisning, når den døde var lagt i kisten, og igen når kisten blev båret ud af hjemmet. Der havde været mad og drikke til dem, der havde gravet graven og for dem, der stod for maden til efterbegravelsen.

Når begravelsen var overstået samledes følget igen hjemme hos de efterladte til stor middag.

Vi spiser og drikker stadig sammen efter en begravelse, men kun til sammenkomsten lige efter. Her er der også ofte taler og musik til ære for den døde.

I gamle dage var det en meget vigtig funktion fuld af ritualer at være såkaldt ‘bydemand’ – altså den, som gik rundt og indbød til de forskellige sammenkomster i forbindelse med en begravelse. Der var bestemte regler for, hvem der deltog i hvad.

I dag er det enten præsten eller en af de nærmeste, der inviterer til komsammen efter en kirkelig højtidelighed eller ved graven.

Kister og ligklæder var statussymboler

Kisten var i gamle dage pyntet op til turen fra hjemmet med et særligt ligklæde og buskbomkranse. I meget gamle dage blev kisten båret, og der gik blomsterpiger og -drenge foran.

Den hestevognstrukne rustvogn blev lidt efter lidt overtaget af bilen, men findes stadig som en mulighed og er pyntet op som dengang. Farven er sort og alt skinnende dækkes.

Den nutidige rustvogn pyntes ikke, men kisten transporteres ikke uden blomster.

Ligklæder havde stor betydning i gamle dage. Det var lige så vigtigt eller måske vigtigere end brudetøjet.

Det var forbundet med stor skam at blive begravet i gamle lagner og arbejdstøj. Fodtøj var uhørt, og det hang sammen med den overtroiske skræk for at de døde gik igen.

Hvad den døde svøbes i, er der måske ikke så mange, der går op i mere. Ligskjorten i papir, der helt har erstattet den håndbroderede i fineste hør, bliver mere og mere skiftet ud til fordel for noget privat tøj, måske fra en særlig begivenhed i livet.

Det har ikke været almindeligt at give gaver med i kisten, men sådan er det ikke mere. De allerfleste børn får et tøjdyr med i kisten, og voksne kommer med ønsker om at få en hund eller ting med til ”rejsen”. Breve var tidligere almindeligt og er det igen i dag.

Kistelægning var i gamle dage et betydningsfuldt hverv, som blev udført i hjemmet. Kisten stod parat på loftet, og ligklæderne var blevet luftet hvert år siden brylluppet. Bagefter stod kisten åben, og alle skulle sige farvel. I dag er det ofte professionelle, der lægger den døde i kisten.

Beskyttelse mod genfærd

Ligfærden, som turen til højtideligheden kaldes, var i gamle dage fuld af overtroiske ritualer, der skulle overholdes for at undgå, at den døde gik igen. Når kirkeklokkerne ringede, betød det, at den døde var sikkert indenfor kirkens beskyttelse.

I dag gøres der ikke så meget ud af ligfærden, hverken den til kirke/kapel eller den allersidste frem til graven. Rustvognens køretur til krematoriet er helt uden følge.